Menighedsrådet gennemførte i 2013 et forsøg med formen på gudstjenesterne i Skelgårdskirken.

Vi fik prøvet en del forskellige ændringer af; noget var mange glade for, noget var næsten ingen glade for, og noget var der delte meninger om. Sådan er det jo tit med forsøg...

Nogle af de blivende resultater er, at:

  • salmer og bibeltekster vises på væggen vha. projektoren ved de fleste gudstjenester.
  • der ved hver gudstjeneste er mindst én salme, som rigtig mange kender. Vi har lavet en salme-top-30, som vi har én med fra hver gang.
  • vi siger trosbekendelsen sammen i stedet for at synge den. Til glæde for dem, som synes, at melodien er svær.
  • vi synger korte sange med flygelledsagelse under nadveren og en lovsang lige efter.
  • der er et lille bord med to stole bagest i det ene hjørne af kirken. Her er der forskellige muligheder for at være stille og fordybe sig, bl.a. en bibel, nogle små bøger med hjælp til bøn og en krukke med sedler med bibelvers, som man kan tage ét med sig af, hvis man vil. Der er også mulighed for at skrive en bøn til Gud og lægge sedlen i en lille æske. Så bliver bønnen taget med i gudstjenesterne søndagen efter. Man kan bruge »fordybelseshjørnet«, hvis man kommer i god tid inden gudstjenesten, eller hvis man i ugens løb har brug for en pause med stilhed og bøn. For man er altid velkommen til at sætte sig ind i kirken. Man kan også bruge det under gudstjenesten, fx i det ophold, der er under nadveren.
  • det ikke længere kun er børnene, der kan få papir til at skrive eller tegne på i løbet af gudstjenesten. Det kan alle forsyne sig med i »fordybelseshjørnet«.