Stress tales der mere og mere om – mange efter egen erfaring med den. At rammes af stress i lægefaglig diagnotisk forstand har nogle helt klare symptomer, som f.eks. ikke at kunne huske. Op til udbruddet har mange mærket signaler, som ved første møde med stressen først bliver klart bagefter.

Jeg er ikke læge på det fysiske og psykiatriske område, men måske lidt på det, der har med vores eksistens og ånd at gøre. Jeg vil godt bringe en ’medicin’ til torvs, hvis virkning du kan finde ud af virker på én måde: Ved at prøve den. Den består af to helende dele. Den første er at gå i kirke. Sæt dig på kirkebænken. Ikke én gang, men hver søndag. Denne medicin har det som med de præparater, der kræver lang tids indtag for at virke.

Hvorfor er det helende for det som fremkalder eller hæmmer stress? Det hænger sammen med den erfaring, at selve gudstjenestens rytme er god for sjælen. Det gentagne ritual, salmesangen og – måske ind imellem -  præsteord, der giver mening til at forstå menneskelivet. Gudstjenesten er ikke et kursus i suhdhed, men oplyser os, så vi får indsigt i, hvad et menneske er og nogle af menenskelivets grundvilkår. Det er min dybe overbevisning, at vor Far, al tings skaber, igennem sin tale til os, som vi genhører sammen, når ind til grunden i os. Den gamle Augustin udtrykte det med de kendte ord:

Du har skabt os til dig, o Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.

Dertil kommer Jesu løfte til os og min egene erfaring, at det ganske enkelt er sundt for sjælen at leve tæt sammen med Jesus. Han bruger mange ord om det. Et af dem er, at han er verdens lys. Ingen får stress af at arbejde. Hverken hårdt arbejde eller lange arbejdsdage. Det bliver man træt af. Stress er alt det andet, der ligger nedenunder, ved siden af og ovenover. Følelsen af ikke at slå til, ikke at kunne overkomme krav og om de andre synes om mig. Det er ikke for intet, at fortællerne til Jesu liv gengiver folks reaktioner ved at sige om Jesus: ’Han har gjort alting godt!’ I gudstjenesten er han nær og nærværende. En salmedigter sammenligner det med at være et træ, der er plantet ved bækken.

Den anden del hænger sammen med den anden. Gå i kirke og hold ellers søndagen fri for arbejde. Lav kun det, du har lyst til sammen med familie, venner eller alene. Hold hvile fra joggingturen, hvis den er en pligt. Jeg må indrømme, at jeg har dyb medlidenhed med de håndværkere, som jeg ofte ser på vej til gudstjeneste søndag. Jeg tænker, om de ikke ved, at buddet om at holde hviledag er en velsignelse! Den anden side af den sag er, at den er nødvendig. Vi kan ikke byde os selv (læs legeme og sind) alt, og så forlange, at de bare skal følge os som lydige slaver.

Vi ses i kirken! Og skulle du have brug for en snak om det som er stressfremkaldende i dit liv, så tager jeg den gerne med dig.