Der er så mange ting, der følger med, når man mister sit job.

Sammenligner vi med krisen i 30’erne er der nogle ting ved vores samtid, som gør det værre end dengang for 80 år siden. Folk var fattige, men alle samfundslag var ikke vænnet til et højt forbrug af materielle goder. Det er vi i dag. Det kan vi aflæse af, hvad vi taler om, når vi smalltalk’er. En, to elelr tre ferieture om året. Og allede nye ting, der med stadig stigende hastighed dukker op, kommer i nye versioner, fordi den sidste nye finurlighed også lige skal have med. For ikke at tale om, hvad vi skal klæde os i og transporteres af.

Er den faste indtægt væk, må der skæres ned på de ting, som vi i tiden forud har søgt status igennem. Skæres ind så der måske kun er råd til det daglige brød, til huslejen, varme og el. Slet ingen tvivl om, at det tærer på humøret og måske mere end det.

Status har vi også ved at være noget. I kraft af vores arbejde yder vi, og nyder anseelse for det. Tabet heraf er måske ikke at tabe ansigt, men noget hen i den retning. Vi vil hellere virke, udføre noget og se ting ske. Noget tyder på, at det er værre for mænd end for kvinder.

Men hvad gør vi så? Først og fremmest forsøger vi naturligvis at få det normale liv tilbage. Jeg ønsker for enhver, at de må have noget at rive i. Jeg tror, at jeg selv vil være rigtig dårlig til ikek at have opgaver liggende.

Men hvad hvis det ikke kan lade sig gøre? Hvad ville jeg da selv gøre?

Med det forbehold, at jeg ikke ved det, så er her et par overvejelser.

Jeg vil se det som om jeg på en måde stod tættere inde ved livet selv. Måske at sammenligne med at få en livstruende sygdom meldt ud – bare uden truslen. At komme tættere ind på livet selv. Som at stå nøgen over for livet. Uden alle forstyrrende ting. Livet er mere end maden, formulerede Jesus det engang. Hvis nu jeg havde til det daglige brød og var afskåret fra at have Fields som en dragende lyst til forbrug.

Jeg tror, at jeg ville gå en tur i haven, skoven eller ved stranden og se på planterne der vokser og agttage livet som det udfolder sig. Og blive mæt af alt det, som mit fokus kunne give mig af indsigt i livets storhed. Hvis jeg kunne lade være med at tabe ansigt. Slippe forfængeligheden og tanken om den sociale status, så er der så meget andet.

At læse i naturens bog, er lige så henførende, som når jeg læser en ny manual til den sidste nye gadget – tror jeg!

At komme tæt ind på livet. Det er den øvelse, som ingen har lyst til, men som den, der sætter sig for at gøre kunststykket, kan blive belønnet for – af livet selv.

Og dermed tror jeg også, at jeg vil komme tættere på Gud. Gud som vi bekender tro på i første trosartikel. Gud som Himlens og jordens skaber. Gud som livets Gud. Den Gud, der i sin levende billedbog viser, at livet kan vokse, selv hvor der tilsyneladende ingen ting er at lave af!

Jeg vil betragte lavendlen.