Danmark anno 2016.

Vi har muligheder som aldrig før. Tiden er forbi, hvor man fulgte i andres fodspor. Vi må hele tiden forny os selv, blive bedre udgaver af os selv. Det er ikke længere nok blot at udføre sit arbejde på tilfredsstillende måde. Nej, i dag har hver eneste ansatte ansvar for både sin egen og for virksomhedens udvikling, og succes og fremgang måles økonomisk. Vi frygter stilstand, og eftertænksomme stunder skal effektiviseres. Vi hjuler afsted på vores egen solovogn for at nå så langt som muligt, før det er for sent.

Hvad vil vi nå? Hvad vil vi opnå? Lykke, vil jeg tro, mange vil svare. Men lykken er ikke for enden af vores bedrifter og verdens anerkendelse. Lykke opnås ikke ved at få mere, for grådighed er et selvforstærkende blændværk. Men lykken findes i taknemmeligheden. Når vi stæser afsted med skyklapper på, bliver vi forpustede og stressede, og vi kommer ud af trit med selve livets åndedræt. Da Gud skabte mennesket, blæste Han livsånde i dets næsebor, så det blev levende. Lægevidenskaben kan gøre virkelig meget i dag for at holde mennesker kunstigt i live, men selv ikke den bedste og mest veludviklede respirator kan give et menneske liv, hvor der ikke var liv i forvejen.
Selve livet er der alene én af takke for: Livets giver, Gud. Vi er skabt til at trække vejret i livets rytme, i livskildens rytme. Og livskilden er Guds åndedræt. Når livet slingrer og kroppen begynder at reagere på den iltmangel, som man kan få af at arbejde for hårdt for længe, så må vi for en stund slippe vores projekter og lade stå til. Vi må få vejret, livet, retningen igen. Og når vi giver os tid til at trække vejret i livets
rytme, smelter vores åndedrag sammen med Guds åndedrag i et kys. Et langt kys. Et overstrømmende kærlighedskys. Ud af kærligheden, ud af kysset, bliver noget nyt og samtidig velkendt til: livet. Vi mærker det i den ro, der sænker sig i det ellers opbragte sind, når vi slipper os selv og behovet for kontrol og overgiver os til livsåndens rytme. Så får vi overskud til Gud og vores medmennesker. Tydeligst og smukkest mærker vi åndedrættets livskraft, når vi står med et lillebitte, nyt, livfuldt menneske.
Mange muslimer beder fast fem gange om dagen. De har indrettet deres hverdag efter det. Jeg tror, det er en god ide at prøve at gøre den samme øvelse: på faste tidspunkter hver dag at reservere et par minutter til livet sammen med livets Skaber.
Sige tak, hjælp, undskyld eller bare være stille og lytte. Lader vi vores åndedræt smelte sammen med Guds åndedræt, så er vi dér, hvor Gud vil, at vi skal være. Der, hvor vi hverken tænker for højt eller lavt om os selv, men kan være generøse med vores liv, fordi vi sammen med Ham og hinanden trækker vejret frit og ubesværet – i tillid til, at Gud bliver ved med at trække vejret for os og i os, også efter den dag, hvor vi ikke længere selv kan.
Karen Giødesen