Den yndigste rose er funden
1.Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
Den Danske Salmebog nr. 122.
Tekst:
Hans Adolph Brorson 1732.
"Hør melodien" (Åbnes i nyt vindue.)
